Året 2011 er skudt i gang med en fuldstændig uforsvarlig presse der igen og igen har afsløret ubekvemme sandheder. Som lille Brian citeres for i Ekstrabladet:
"Det må give grund til selvransagelse i pressen, hvordan man kører personhetz på personhetz. Det betyder, at mange mennesker overvejer, om de overhovedet vil være i politik."
Her på Sten Blanks Blog er der stor opbakning til lille Brian og vi tager afstand fra mediernes fortsatte indsats for at grave information frem som den siddende regering har besluttet at vi ikke har godt af at vide.
Økonomiske sanktioner forventes
I følge vores usædvanligt uinformerede kilder forbereder regeringen i tæt samarbejde med oppositionen og de partier der hverken er det ene eller andet, et angreb på medierne. Vi kan forvente at politikere fremover vil gå endnu mere Bertel på irriterende journalister der bringer fakta til bordet. Angiveligt vil der desuden være tale om økonomiske sanktioner i form af opsagte abonnementer hos abonnenterne på Christiansborg.
Her hos Sten Blank bakker vi til enhver tid op om den angivne sandhed og vil gladeligt viderebringe unavngivne kilders opfordring:
STOP SÅ DEN RESEARCH (med mindre i får at vide fra officielt hold at der er spændende ting at finde)
INGEN POLITIKER MÅ NÆVNES MERE END EN GANG OM UGEN I NOGET MEDIE (så slipper vi for hetz)
Lige til allersidst vil vi takke Brian og sige at vi er enige: Vi har præcis de politikere vi fortjener, men det ville dog have klædt flere af dem at tage et andet karrierevalg.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar